Delvis genåbning i april, samt aktiviteter på Fællesskolen.

19 maj, 2020

Gul baenk 540x270 1

Gensynsglæde svøbt i duften af sprit

Efter fire uger med fjernundervisning, via internettet, blev den 16.april dagen, hvor vi igen slog dørene op for skolens længe savnede elever. Gensynsglæden og forventningerne, sikkert pakket ind i forsvarlige rammer, med en stærk duft af afsprittede overfalder.

Skolens køkken er lukket for servering, og antallet af elever er naturligvis reduceret i klasserne med henblik på Sundhedsstyrelsens anbefalinger og retningslinjer. Endvidere er antallet af timer reduceret, men tilrettelagt så alle elever igen kan modtage undervisning på skolen.

Matematikken gror i haven

De nye Covid-19 rammer og retningslinjer gør, at nye tiltag spirer frem. Eksempelvis udendørs praktisk matematik samt natur & teknik, gror frem i haven. Eleverne har været aktive med at bygge blomsterkasser, hvor de har

Blomsterkasser 225x300 1

beregnet, målt vinkler, savet, malet og plantet. En kreativ og anderledes måde at tilgå fagene på. Koncentrationen har været mærkbar, og de farvestrålende resultater står nu til skue i haven.

Et godt håndværkertilbud

Udelivet tager desuden også bolig i haven. Eleverne har brugt mange kræfter i det grønne, hvor et nyt redskabsskur er ved at tage sin form. Der bliver gravet, målt, udregnet, men vigtigst af alt; samarbejdet!  Enkelte elever finder det lettere at koordinere håndværksmæssige kræfter, hvor der skal graves sokkelhuller, end at udfylde faglige huller i engelsk grammatik. Samlet kommer opdagelsen til sidst, at al læring kommer af ansvar, engagement og samarbejde.

Skolen udvider med 120 kvm

Står man i vinduet på først sal, og retter blikket mod syd, giver det et godt overblik over skolens nye tilbygning, som langsomt vokser op ad jorden. Visheden om de nye lokalers muligheder med design & håndværk, naturfag, husgerning samt alverdens kreativitet, efterlader en god fornemmelse af forventning i maven. Mest af alt udvides skolens med hele 120 kvm, hvilket giver alle skolens brugere mere plads og rum til faglig udvikling. Den nye tilbygning forventes at stå helt klar ved begyndelsen af skoleåret 2020/21

Skoleafslutningen nærmer sig

Fredag den 26.juni 2020 er årets sidste skoledag, hvor vi som sædvanlig afholder et hyggeligt “farvel & tak for i år” arrangement. De specifikke Covid-19 omstændigheder gør, at vi på nuværende tidspunkt ikke kan informere konkret om, hvordan dagen vil blive organiseret. Alt dette vil der naturligvis blive orienteret mere om i starten af juni 2020. Sikkert er det, at det bliver en herlig og hyggelig dag for os alle.

Skulle overstående give anledning til spørgsmål, kontakt da gerne skolens konstituerede leder.

På vegne af alle på Fællesskolen

Jackie Cameron-Mathiassen

De seneste

Nyheder